26. “Hvad ligner det at snige sig af sted på den måde?” begyndte Laban. “Mig har du narret, og mine døtre har du bortført, som om de var krigsfanger!
27. Du gav mig ingen chance for at holde et ordentligt afskedsgilde med sang og musik, og hvad dertil hører.
28. Du gav mig ikke lov til at kysse mine døtre og børnebørn farvel. Du har opført dig rigtig tarveligt!
29. Jeg kunne med lethed gøre det af med dig, men sidste nat viste din fars Gud sig for mig og sagde: ‘Pas på, hvad du siger til Jakob!’
30. Jeg kan godt forstå, at du har hjemve og længes efter at tage tilbage til din familie. Men var det virkelig nødvendigt at stjæle mine husguder?”
31. “Jeg indrømmer, at jeg skyndte mig af sted,” svarede Jakob. “Jeg var bange for, at du ville tage dine døtre fra mig.
32. Hvad dine husguder angår, så skal den, som har taget dem, dø! Hvis du finder noget her, som tilhører dig, vil jeg omgående give dig det tilbage. Det skal disse mænd være vidner på!” Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjålet husguderne.
33. Laban begyndte eftersøgningen i Jakobs telt. Så fortsatte han i Leas og i de to tjenestepigers telte—uden at finde noget. Til sidst kom han til Rakels telt.
34. Rakel havde taget husguderne og gemt dem i sin kamelsadel og sad nu oven på dem i sit telt. Derfor fandt Laban dem ikke, skønt han gennemsøgte teltet grundigt.
35. Rakel havde sagt til ham: “Undskyld mig, far, at jeg ikke rejser mig for dig, men jeg har min menstruation.” Laban fandt altså ikke sine husguder.
36. Så blev Jakob vred og konfronterede Laban. “Hvad fandt du så?” spurgte han.