Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Mosebog 30:9-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

9. I mellemtiden tænkte Lea, at hun nok ikke fik flere børn selv. Derfor gav hun Jakob sin tjenestepige Zilpa til kone,

10. og Zilpa fødte snart en søn,

11. som Lea kaldte Gad. “Hvor er jeg heldig!” udbrød hun.

12. Zilpa fødte endnu en søn,

13. som Lea kaldte Asher. “Hvor er jeg velsignet,” sagde hun. “De andre kvinder vil sige det samme.”

14. En dag midt i hvedehøsten, hvor Ruben var ude i marken, fandt han nogle kærlighedsfrugter, og han tog dem hjem til sin mor Lea. Rakel opdagede det og tiggede Lea om at give hende nogle af dem.

15. Lea svarede fortørnet: “Først stjal du min mands hjerte—og nu vil du tage min søns kærlighedsfrugter!” “Jeg vil lade ham sove hos dig i nat som betaling for kærlighedsfrugterne,” sagde Rakel.

16. Så om aftenen, da Jakob var på vej hjem fra høstarbejdet, gik Lea ham i møde. “I nat skal du sove hos mig,” sagde hun, “for jeg har betalt for dig med nogle kærlighedsfrugter, som min søn fandt.” Den nat sov de så sammen.

17. Og Gud bønhørte Lea, så hun blev gravid igen og fødte sin femte søn.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Mosebog 30