3. “Det er kun frugten fra træet midt i haven, vi ikke må spise. Gud sagde, at hvis vi spiser af den, eller bare rører den, så dør vi!”
4. “I dør da ikke,” hvislede slangen.
5. “Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.”
6. Kvinden lagde nu mærke til, hvor dejlig frugten så ud, lige til at spise og få forstand af. Hun plukkede en frugt og spiste af den. Derefter gav hun en til sin mand, som også var der, og han spiste af den.
7. Straks lagde de mærke til, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig.
8. Henimod aften, da luften blev kølig, hørte Adam og kvinden, at Gud kom gående i haven, og de gemte sig inde mellem træerne.
9. Gud kaldte: “Adam, hvor er du?”
10. Adam svarede: “Jeg hørte dig komme, og så blev jeg bange, fordi jeg var nøgen. Derfor gemte jeg mig.”
11. “Hvem fortalte dig, at du var nøgen?” spurgte Gud. “Du har vel ikke spist frugt fra det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”
12. “Det var kvinden, som du satte ved min side, der gav mig den,” indvendte Adam, “og så spiste jeg.”
13. Så vendte Gud sig til kvinden: “Hvor kunne du gøre det?” udbrød han. “Det var slangen, der lokkede mig til det,” forsvarede hun sig, “og så spiste jeg.”
14. Nu talte Gud til slangen: “Som straf for det, du har gjort, skal du være den mest forbandede af alle jordens dyr! Så længe du lever, skal du krybe på din bug og æde støv!
15. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem dit afkom og hendes afkom. Du skal hugge ham i hælen, men han skal knuse dit hoved!”