11. “Hvem fortalte dig, at du var nøgen?” spurgte Gud. “Du har vel ikke spist frugt fra det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?”
12. “Det var kvinden, som du satte ved min side, der gav mig den,” indvendte Adam, “og så spiste jeg.”
13. Så vendte Gud sig til kvinden: “Hvor kunne du gøre det?” udbrød han. “Det var slangen, der lokkede mig til det,” forsvarede hun sig, “og så spiste jeg.”
14. Nu talte Gud til slangen: “Som straf for det, du har gjort, skal du være den mest forbandede af alle jordens dyr! Så længe du lever, skal du krybe på din bug og æde støv!
15. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem dit afkom og hendes afkom. Du skal hugge ham i hælen, men han skal knuse dit hoved!”
16. Derpå sagde Gud til kvinden: “Jeg vil forstærke ubehaget ved din graviditet og smerten ved at føde børn. Du vil gerne have magt over din mand, men du skal underordne dig under ham.”
17. Til Adam sagde Gud: “Fordi du adlød din kone og spiste af frugten, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, er du nu skyld i, at jorden bliver forbandet. Hele dit liv må du møjsommeligt slide for at skaffe dig føden.
18. Nu må du leve af, hvad du kan dyrke på marken, hvor der også vil vokse tjørn og tidsler.
19. Du kommer til at arbejde hårdt for føden, indtil du dør og bliver lagt i jorden, hvoraf du er formet. For af jord er du kommet, og til jord skal du blive.”
20. Adam kaldte sin kone Eva, for hun blev hele menneskeslægtens mor.
21. Derpå lavede Gud skindtøj til Adam og hans kone.
22. Så sagde Gud: “Nu da menneskene er blevet som os i den forstand, at de kender både det gode og det onde, skal de ikke også spise frugten fra livets træ og leve evigt.”
23. Derfor bortviste Gud dem fra Edens have og satte dem til at dyrke den jord, hvoraf de var taget.
24. Han drev dem ud og satte keruber øst for Edens have til at bevogte vejen til livets træ med glimtende og hvirvlende flammesværd.