Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Mosebog 29:21-34 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

21. Da dagen kom, sagde Jakob til Laban: “De syv år er gået, så jeg vil gerne giftes med Rakel nu.”

22. Så indbød Laban alle naboerne til en stor bryllupsfest.

23. Men da det blev aften, tog han sin datter Lea og gav hende til Jakob, og Jakob lå hos hende.

24. Laban gav Lea sin slave Zilpa til tjenestepige.

25. Først næste morgen opdagede Jakob, at det var Lea! “Hvor kunne du dog gøre sådan noget imod mig?” råbte han rasende. “Jeg har tjent dig i syv år for Rakel, har jeg ikke? Hvorfor har du så bedraget mig?”

26. “Tag det roligt,” forsvarede Laban sig. “Her til lands plejer vi ikke at bortgifte den yngste før den ældste.

27. Vent til bryllupsugen med Lea er forbi, så skal jeg nok give dig Rakel—hvis du altså vil arbejde syv år mere for mig!”

28. Det gik Jakob så med til. Han fejrede bryllupsugen sammen med Lea, og bagefter gav Laban ham også Rakel til kone.

29. Rakel fik Labans slave Bilha til tjenestepige.

30. Så lå Jakob hos Rakel, og han elskede hende højere end Lea. Han arbejdede derefter for Laban syv år mere.

31. Da Herren så, at Lea ikke blev elsket, lod han hende blive gravid, men Rakel kunne ingen børn få.

32. Lea fødte en søn, som hun kaldte Ruben. “Herren har set, hvor ulykkelig jeg er,” sagde hun. “Men nu vil min mand sikkert elske mig!”

33. Snart efter blev hun igen gravid og fødte en søn til, som hun kaldte Simeon. “Herren har hørt, at jeg blev tilsidesat, og derfor gav han mig en søn mere,” sagde hun.

34. Senere blev hun igen gravid og fødte nok en søn, som hun kaldte Levi. “Siden jeg nu har født tre sønner,” sagde hun, “må min mand da føle hengivenhed for mig.”

Læs fyldestgørende kapitel 1. Mosebog 29