1. Isak kaldte nu Jakob til sig og sendte ham af sted med følgende besked: “Du må ikke gifte dig med en kanaʼanæisk pige.
2. Rejs straks til Paddan-Aram—til din morfar Betuels familie—og find dig en kone blandt dine kusiner, din onkel Labans døtre.
3. Må den almægtige Gud velsigne dig og give dig mange børn, så du må blive stamfar til en stor slægt.
4. Må den velsignelse, han lovede Abraham, følge dig og dine efterkommere, så det land her, hvor vi endnu bor som fremmede, må blive dit—for Gud lovede at give det til Abrahams slægt!”
5. Jakob begyndte så den lange rejse til Paddan-Aram for at komme i sikkerhed hos sin morbror, Laban, aramæeren Betuels søn.
6-7. Esau fik at vide, at hans far havde velsignet Jakob og sendt ham af sted til Paddan-Aram for at finde sig en kone der, og at han havde befalet ham ikke at gifte sig med en pige fra Kanaʼan.
8. Han forstod da, at hans forældre ikke brød sig om de kanaʼanæiske kvinder.
9. Derfor rejste han til sin onkel Ishmaels familie, og tog Ishmaels datter Mahalat til kone ved siden af dem, han havde i forvejen.
10. Jakob forlod altså Beʼersheba og satte kursen mod byen Karan i Paddan-Aram.
11. Ved solnedgang fandt han et sted, hvor han kunne overnatte. Han brugte en sten som hovedpude og lagde sig til at sove.
12. Han drømte, at han så en trappe, der nåede fra jorden op til Himlen, og Guds engle gik op og ned ad trappen.
13. Oven for trappen stod Herren. “Jeg er Herren,” sagde han. “Din bedstefar Abrahams og din far Isaks Gud! Den jord, du ligger på, tilhører dig. Jeg vil give det her land til dig og dine efterkommere.
14. De skal blive talrige som sandkornene på jorden, og de skal brede sig i alle retninger—mod øst og vest og nord og syd. Og gennem dig og en af dine efterkommere skal alle jordens folk blive velsignet.