37. “Nej, for jeg har gjort ham til hersker over dig,” sagde Isak. “Din slægt har jeg gjort til tjenere for hans slægt, og jeg har lovet ham overflod af korn og vin. Hvad har jeg tilbage at give dig, min søn?”
38. “Har du kun den ene velsignelse, Far? Velsign dog også mig!” Esau brast i gråd.
39. Men Isak svarede: “Din boplads bliver langt fra den frugtbare jord og fra himlens væde.
40. Med dit sværd skal du skaffe dig føden, og du skal tjene din bror, indtil du ryster hans åg af dig.”
41. Esau bar nag til Jakob, fordi han havde stjålet hans velsignelse, og han sagde til sig selv: “Om kort tid dør far. Så slår jeg Jakob ihjel!”
42. Da Rebekka fik nys om, hvad hendes ældste søn havde i sinde, kaldte hun straks Jakob til sig og fortalte ham om Esaus hensigter. “Esau vil hævne sig og skaffe dig af vejen,” sagde hun.
43. “Gør nu, som jeg siger: Flygt til din onkel Laban i Karan
44. og bliv der, til din brors vrede er kølnet af,
45. og han har glemt, hvad du har gjort imod ham. Når han ikke er vred længere, sender jeg bud til dig, så du kan komme tilbage. Jeg vil ikke kunne bære at miste jer begge på en gang.”
46. Til Isak sagde Rebekka: “Jeg er inderligt træt af de hittitiske kvinder! Jeg vil hellere dø end opleve, at Jakob gifter sig med en af dem.”