28. Gud vil velsigne din afgrøde med væde fra himlen og næring fra jorden. Du får korn og vin i overflod.
29. Folkeslag skal tjene dig og ærbødigt bøje sig for dig. Du og din slægt skal herske over din bror og hans slægt. Forbandet være enhver, der forbander dig—og velsignet være enhver, der velsigner dig.”
30. Da Isak var færdig med at velsigne ham, og Jakob lige var gået, kom Esau hjem fra jagten.
31. Han tilberedte en lækker ret mad og bragte den ind til sin far: “Her er jeg, Far. Sæt dig nu op og spis mit vildt, så du kan give mig din velsignelse!”
32. “Hvad!” udbrød Isak forvirret. “Hvem er du?”“Esau—din ældste søn!”
33. Da blev Isak bestyrtet og rystede voldsomt over hele kroppen. “Jamen, hvem var det da, som bragte mig vildt før du kom? Jeg har allerede spist, og nu har han fået velsignelsen!”
34. Ved de ord udstødte Esau et jamrende skrig og råbte: “Giv dog også mig en velsignelse, far!”
35. “Det kan jeg ikke, Esau. Din bror snød mig og stjal din velsignelse!”
36. “Ikke så underligt, at han hedder Jakob! Nu har han bedraget mig to gange!” sagde Esau bittert. “Først tog han min førstefødselsret, og nu har han stjålet min velsignelse! Har du dog ikke en velsignelse til mig også?”
37. “Nej, for jeg har gjort ham til hersker over dig,” sagde Isak. “Din slægt har jeg gjort til tjenere for hans slægt, og jeg har lovet ham overflod af korn og vin. Hvad har jeg tilbage at give dig, min søn?”
38. “Har du kun den ene velsignelse, Far? Velsign dog også mig!” Esau brast i gråd.
39. Men Isak svarede: “Din boplads bliver langt fra den frugtbare jord og fra himlens væde.