Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Mosebog 26:17-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

17. Så rejste Isak væk derfra og slog sig ned i Gerars dal.

18. Han lod de brønde udgrave, som hans far Abrahams tjenere havde gravet, men som filistrene havde fyldt op efter Abrahams død—og han gav dem de samme navne, som hans far havde givet dem.

19. Under gravearbejdet i Gerars dal stødte Isaks tjenere på en kilde med rindende vand.

20. Men de lokale kvæghyrder skændtes med Isaks hyrder: “Det vand tilhører os!” sagde de. Isak kaldte kilden Esek på grund af den strid, som opstod om den.

21. Isak satte sine folk til at grave en ny brønd et andet sted. Da de lokale hyrder også gjorde krav på den, kaldte han den Sitna.

22. Så flyttede han også væk derfra og lod grave en ny brønd et nyt sted, og da de ikke skændtes om den, kaldte han den Rehobot for—som han sagde: “Endelig har Herren givet os plads, så vi kan brede os i landet.”

23. Senere flyttede han sin lejr til Beʼersheba.

24. Samme nat, han kom dertil, åbenbarede Herren sig for ham og sagde: “Jeg er din far Abrahams Gud. Vær ikke bange! Jeg er med dig for at velsigne dig! Jeg vil gøre dig til et stort folk, sådan som jeg lovede Abraham, fordi han var lydig imod mig.”

25. Da byggede Isak et alter og tilbad Herren. Han slog lejr der, og hans slaver gravede en ny brønd.

26. En dag kom kong Abimelek til Beʼersheba sammen med sin rådgiver Ahuzzat og sin hærfører Pikol.

27. “Hvorfor kommer I her?” spurgte Isak. “Det er næppe et venskabsbesøg, siden I jog mig bort.”

Læs fyldestgørende kapitel 1. Mosebog 26