Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Mosebog 25:15-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

15. Hadad, Tema, Jetur, Nafish og Kedma.

16. Disse 12 sønner blev stamfædre til de 12 stammer, som er opkaldt efter dem.

17. Ishmael var 137 år gammel, da han døde.

18. Hans efterkommere slog sig ned i området fra Havila til Shur nordøst for Egyptens grænse ved vejen til Assyrien. De lå konstant i krig med hinanden.

19. Det følgende er Isaks slægtshistorie: Isak var søn af Abraham.

20. Da han var 40 år gammel, giftede han sig med Rebekka, en datter af aramæeren Betuel fra Paddan-Aram, og søster til Laban.

21. Isak bad til Herren for Rebekka, for hun kunne ikke blive gravid. Og Herren hørte Isaks bøn: Rebekka blev gravid

22. med tvillinger, og hun følte det, som om drengene sloges inde i hende. “Hvorfor sker sådan noget for mig?” klagede hun. Så gik hun hen og spurgte Herren.

23. Herrens svar lød: “Sønnerne i dit moderliv bliver stamfædre til to rivaliserende folkeslag. Den ene bliver stærkere end den anden, og den ældste kommer til at tjene den yngste.”

24. Da tiden kom, hvor Rebekka skulle føde, var det ganske rigtigt tvillinger.

25. Den første, der kom ud, var rødlig og lodden som en skindkappe med hår over hele kroppen. Ham kaldte de Esau.

26. Den anden tvilling blev født med hånden om Esaus hæl, og derfor kaldte de ham Jakob. Isak var 60 år gammel, da tvillingerne blev født.

27. Som drengene voksede op, blev Esau en dygtig jæger og færdedes meget ude i de øde områder, hvorimod Jakob var en stille natur og blev hjemme ved teltene.

28. Isak holdt mest af Esau, fordi han elskede kødet fra de vildtlevende dyr. Men Rebekka holdt mest af Jakob.

29. En dag, da Jakob var ved at lave mad, kom Esau træt og sulten hjem fra en jagttur. Esau udbrød:

30. “Giv mig noget af det røde der. Jeg er ved at dø af sult!” Derfor fik han også navnet Edom.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Mosebog 25