53. Så hentede han smykker af sølv og guld tillige med smukke dragter, som han gav til Rebekka. Også hendes bror og mor fik gaver.
54. Så spiste han og hans ledsagere til aften og overnattede i huset. Da de var stået op næste morgen, sagde han: “Lad mig nu tage tilbage til min herre.”
55. “Vi vil gerne beholde Rebekka en halv snes dage endnu,” svarede pigens bror og mor. “Derefter kan I tage af sted.”
56. “Ophold mig ikke længere end nødvendigt,” bad tjeneren. “Herren har jo ladet mit ærinde lykkes, og jeg må tilbage til min herre.”
57. “Lad os kalde på pigen og lade hende afgøre sagen,” svarede de.
58. Så kaldte de på Rebekka og spurgte hende: “Er du parat til at rejse med denne mand?”“Ja, jeg er,” svarede hun.
59. De tog så afsked med Rebekka. Den kvinde, som havde passet Rebekka fra lille, fik besked på også at tage med.
60. Familien velsignede Rebekka med følgende ord: “Må dine efterkommere blive talt i tusinder! Må dine efterkommere besejre alle deres fjender!”
61. Så satte Rebekka og hendes tjenestepiger sig op på kamelerne og fulgte med Abrahams tjener.
62. I mellemtiden ventede Isak hjemme hos sin far. Han boede ellers selv i Negev, ved brønden Beʼer-Lahaj-Roi.
63. En dag hen imod aftenstid, da han gik sig en tur ude på marken fordybet i egne tanker, så han op og fik øje på en karavane af kameler, der nærmede sig.
64. Da Rebekka fik øje på ham, gjorde hun straks holdt og steg af sin kamel.
65. “Hvem er den mand, der kommer gående dér på marken for at møde os?” spurgte hun Abrahams tjener.“Det er min herres søn,” svarede tjeneren. Da skyndte hun sig at trække sløret for ansigtet.
66. Så fortalte tjeneren hele historien til Isak.
67. Isak førte nu Rebekka ind i sin mors telt, og hun blev hans kone. Han kom til at holde meget af hende, og hun var til stor trøst for ham efter tabet af moderen.