42. Da jeg i dag gjorde holdt ved brønden, bad jeg følgende bøn: ‘Herre, du min herre Abrahams Gud! Lad det ærinde lykkes, som jeg er kommet for at udføre.
43. Jeg stiller mig her ved brønden, og så siger jeg til en af pigerne, der kommer for at hente vand: “Giv mig lidt vand at drikke fra din krukke!”
44. Hvis pigen så svarer: “Drik kun, og lad mig også sørge for dine kameler!”—lad det da være tegnet på, at det er den pige, du har udset til min herres søn.’
45. Mens jeg endnu bad, kom Rebekka gående med sin vandkrukke på skulderen. Hun gik ned til brønden og fyldte krukken. Da jeg sagde: ‘Giv mig lidt vand at drikke fra din krukke!’
46. sænkede hun straks krukken og gav mig vand, idet hun sagde: ‘Drik kun, herre, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’ Så drak jeg, og hun sørgede for kamelerne.
47. Bagefter sagde jeg til hende: ‘Sig mig, hvem du er datter af.’ Hun svarede: ‘Min far hedder Betuel og er søn af Milka og Nakor.’ Da gav jeg hende næseringen og satte armbåndene på hendes arme.
48. Og jeg takkede min herre Abrahams Gud, fordi han havde ledt mig hele vejen, til jeg stod over for min herres brors barnebarn, der skulle være hans søns brud.
49. Derfor vil jeg nu gerne vide, om I vil opfylde min herres ønske. Jeg vil gerne have et klart svar, ja eller nej, så jeg ved, hvad jeg har at rette mig efter.”
50. Da svarede Laban og Betuel: “Det er helt klart, at Herren har ført dig herhen! Hvad kan vi sige mere?
51. Tag kun Rebekka med dig! Lad hende gifte sig med din herres søn, sådan som Herren har bestemt det.”
52. Ved de ord bøjede Abrahams tjener sig med ansigtet mod jorden og lovpriste Herren.
53. Så hentede han smykker af sølv og guld tillige med smukke dragter, som han gav til Rebekka. Også hendes bror og mor fik gaver.
54. Så spiste han og hans ledsagere til aften og overnattede i huset. Da de var stået op næste morgen, sagde han: “Lad mig nu tage tilbage til min herre.”
55. “Vi vil gerne beholde Rebekka en halv snes dage endnu,” svarede pigens bror og mor. “Derefter kan I tage af sted.”
56. “Ophold mig ikke længere end nødvendigt,” bad tjeneren. “Herren har jo ladet mit ærinde lykkes, og jeg må tilbage til min herre.”
57. “Lad os kalde på pigen og lade hende afgøre sagen,” svarede de.
58. Så kaldte de på Rebekka og spurgte hende: “Er du parat til at rejse med denne mand?”“Ja, jeg er,” svarede hun.
59. De tog så afsked med Rebekka. Den kvinde, som havde passet Rebekka fra lille, fik besked på også at tage med.
60. Familien velsignede Rebekka med følgende ord: “Må dine efterkommere blive talt i tusinder! Må dine efterkommere besejre alle deres fjender!”
61. Så satte Rebekka og hendes tjenestepiger sig op på kamelerne og fulgte med Abrahams tjener.