Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Mosebog 24:24-41 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

24. Hun svarede: “Jeg er datter af Betuel, som er Milkas og Nakors søn.

25. Vi har masser af halm og foder og plads, så I kan overnatte hos os.”

26. Ved disse ord bøjede tjeneren sig og lovpriste Gud.

27. “Tak Herre, du min herre Abrahams Gud,” udbrød han. “Tak for din godhed og trofasthed imod min herre, og tak, fordi du førte mig direkte til min herres slægtninge.”

28. Imidlertid løb pigen hjem og fortalte sin familie, hvad der var sket.

29-30. Da hendes bror Laban så næseringen og armbåndene på sin søsters arme og hørte hende fortælle, hvad manden havde sagt til hende, skyndte han sig ud til brønden, hvor manden stadig stod med sine kameler.

31. “Velkommen, kære ven,” sagde han. “Kom dog og vær vores gæst! Hvorfor står du herude? Vi har allerede gjort klar til at modtage dig og dine kameler.”

32. Så fulgte manden med Laban hjem. Bagagen blev læsset af kamelerne og Laban sørgede for halm og foder til dem. Så bragte han vand til den gamle tjener og hans kameldrivere, så de kunne vaske deres fødder.

33. Derefter blev der serveret mad, men Abrahams tjener sagde: “Jeg vil ikke spise noget, før jeg har fortalt jer om mit ærinde.”“Sig frem!” svarede Laban.

34. “Jeg er Abrahams tjener,” begyndte manden.

35. “Herren har velsignet min herre i rigt mål, så han er blevet en velhavende mand med masser af får, kvæg, sølv og guld, tjenere, kameler og æsler.

36. Min herres kone, Sara, fødte ham en søn i hans alderdom, og den søn har han givet alt, hvad han ejer.

37. Og nu har min herre ladet mig sværge på, at jeg ikke vil lade hans søn gifte sig med en af de lokale kanaʼanæiske piger.

38. I stedet bad han mig tage hertil og opsøge hans slægt og finde en brud til hans søn.

39. ‘Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde en pige, der vil følge med tilbage?’ spurgte jeg.

40. Han svarede: ‘Den Herre, i hvis nærhed jeg har levet mit liv, vil sende sin engel i forvejen og lade din rejse lykkes, så du kan finde min søn en kone fra min egen slægt.

41. Hvis ikke, er du løst fra din ed. Det samme er tilfældet, hvis hendes familie ikke vil lade hende følge med dig.’

Læs fyldestgørende kapitel 1. Mosebog 24