21. Imens stod tjeneren og betragtede hende i tavshed—spændt på, om Gud havde ladet hans rejse lykkes.
22. Da kamelerne endelig havde slukket deres tørst, gav tjeneren pigen en guldnæsering og satte to tunge guldarmbånd på hendes arme.
23. “Sig mig, hvem du er datter af,” sagde han, “og om der er plads i din fars hus, så jeg og mine folk kan få husly der i nat.”
24. Hun svarede: “Jeg er datter af Betuel, som er Milkas og Nakors søn.
25. Vi har masser af halm og foder og plads, så I kan overnatte hos os.”
26. Ved disse ord bøjede tjeneren sig og lovpriste Gud.
27. “Tak Herre, du min herre Abrahams Gud,” udbrød han. “Tak for din godhed og trofasthed imod min herre, og tak, fordi du førte mig direkte til min herres slægtninge.”
28. Imidlertid løb pigen hjem og fortalte sin familie, hvad der var sket.
29-30. Da hendes bror Laban så næseringen og armbåndene på sin søsters arme og hørte hende fortælle, hvad manden havde sagt til hende, skyndte han sig ud til brønden, hvor manden stadig stod med sine kameler.