10. Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.
11. I samme øjeblik lød en røst fra Himlen: “Abraham! Abraham!”“Ja, Herre,” svarede han.
12. “Læg kniven ned og gør ikke drengen noget! For nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig—siden du var villig til at ofre din eneste, elskede søn!”
13. Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den som brændoffer på alteret i stedet for sin søn.
14. Og Abraham kaldte stedet “Herren sørger for os”. Derfor siger man endnu den dag i dag: “På bjerget vil Herren sørge for os.”
15. Da råbte Gud igen til Abraham fra Himlen:
16. “Jeg er Herren, og jeg sværger ved mig selv, at fordi du adlød mig og ikke sparede din eneste søn,
17. vil jeg velsigne dig. Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og sandet på stranden, og de vil bryde igennem portene på deres fjenders byer.
18. Desuden vil alle jordens folkeslag blive velsignet gennem en af dine efterkommere, fordi du adlød mig!”
19. Derefter vendte Abraham og Isak tilbage til tjenerne, og de tog alle hjem til Beʼersheba. Der blev Abraham boende i nogen tid.
20. Kort tid efter modtog Abraham følgende besked: “Milka—din bror Nakors kone—har født ham en række sønner. Deres navne er:
21. Utz, Buz, Kemuel, (som blev far til Aram),