15. Da vandbeholdningen slap op, efterlod hun drengen udmattet i skyggen af en busk.
16. Så gik hun omkring hundrede meter væk og satte sig ned. “Jeg kan ikke holde ud at se ham dø,” sagde hun og brast i gråd.
17. Men Gud hørte drengens klynken, og Herrens engel råbte fra Himlen: “Hagar, hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange! Gud har hørt drengens klynken, dér hvor han ligger.
18. Gå hen og hjælp ham op og trøst ham. Hans efterkommere skal blive et stort folk.”
19. I det samme åbnede Gud hendes øjne, så hun fik øje på en kilde med vand. Hun fyldte straks vandsækken og gav drengen noget at drikke.
20-21. Gud velsignede drengen. Han voksede op i Parans ørken og blev en dygtig bueskytte. Hans mor fandt en pige til ham fra Egypten, som han giftede sig med.
22. Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. “Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek.
23. “Jeg vil derfor bede dig sværge i Guds navn, at du aldrig vil handle forræderisk imod mig eller mine børn eller børnebørn. Jeg har været loyal over for dig, så sværg nu på, at du altid vil være loyal over for mig og mit land, hvor du bor som gæst.”
24. “Det sværger jeg på!” svarede Abraham.
25. Men derefter beklagede han sig over, at Abimeleks folk med vold havde tilranet sig en af hans brønde.
26. Dertil svarede Abimelek: “Det havde jeg ingen anelse om! Siden jeg ikke har hørt om det før, ved jeg ikke, hvem der er ansvarlig i den sag. Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?”
27. Derpå gav Abraham kong Abimelek nogle får og køer som tegn på den pagt, han indgik med ham.
28. Men da Abraham satte yderligere syv lam til side,
29. spurgte Abimelek: “Hvad vil du gøre med dem?”
30. “De syv lam er en særlig gave—og en offentlig bekræftelse på, at brønden tilhører mig,” svarede Abraham.
31. Fra da af kaldte man brønden Beʼersheba, for det var der, de indgik deres pagt.