6. Men Lot gik ud til dem og lukkede døren efter sig.
7. “Rolig, venner!” sagde han. “Gør jer ikke skyldig i noget så ondt!
8. Jeg har to døtre, som endnu er jomfruer. Dem kan jeg bringe ud til jer. Så kan I gøre med dem, hvad I vil. Men I må lade disse mænd i fred. De er mine gæster og under min beskyttelse.”
9. “Flyt dig!” råbte de. “Hvad bilder du dig ind? Vi gav dig lov til at bo iblandt os, og så vil du fortælle os, hvad vi skal gøre eller ikke gøre! Bare vent til vi får fat i dig, så skal vi behandle dig værre end dine gæster!” De nærmede sig truende Lot, parate til at brække døren op om nødvendigt.
10. Da rakte de to mænd hænderne ud efter Lot, trak ham ind i huset og lukkede døren.
11. Samtidig gjorde de mændene udenfor blinde, så de ikke kunne finde døren.
12. “Har du nogen pårørende her i byen, Lot, svigersønner, sønner, døtre eller andre, som hører til din familie?” spurgte englene, “så sørg for at få dem ud af byen hurtigst muligt!
13. Vi har nemlig fået ordre til at tilintetgøre dette sted! Synden her er blevet så himmelråbende, at Herren har besluttet at ødelægge byen.”
14. Lot skyndte sig af sted til de mænd, der var forlovet med hans døtre. “I må forlade byen hurtigst muligt!” sagde han. “For Herren vil ødelægge den!” Men de troede, det var hans spøg.
15. Ved daggry næste morgen, skyndede englene på Lot. “Få fat i din kone og dine to døtre og kom af sted, så I ikke skal miste livet på grund af byens synd.”
16. Da Lot tøvede, tog englene ham og hans kone og de to døtre ved hånden og førte dem skyndsomst uden for byen, for Herren ville redde dem.
17. “Løb for livet!” sagde englene. “Se jer ikke tilbage og stands ikke nogen steder i Jordandalen. Flygt op i bjergene, hvis I vil redde livet!”
18. Men Lot indvendte: “Åh nej, herre!
19. I skal have mange tak, fordi I har vist os den nåde at frelse os fra ødelæggelsen. Men vi kan ikke nå op i bjergene, før ulykken indhenter os, og vi dør.
20. Se den lille by derovre. Det er jo bare en lille landsby, som I ikke behøver at ødelægge. Kan vi ikke flygte derhen? Den er jo ikke ret langt væk.”
21. “Godt,” svarede englen, “jeg vil gå ind på dit forslag. Jeg vil sørge for, at den landsby ikke bliver ødelagt.
22. Men skynd dig! Jeg kan nemlig ikke gå i gang, før I er i sikkerhed i landsbyen.” Derfor kom landsbyen til at hedde Zoar.
23. Solen var kommet et stykke op, før Lot ankom til Zoar.
24. Med det samme lod Herren ild og svovl regne ned fra himlen over Sodoma og Gomorra.