18. Men Lot indvendte: “Åh nej, herre!
19. I skal have mange tak, fordi I har vist os den nåde at frelse os fra ødelæggelsen. Men vi kan ikke nå op i bjergene, før ulykken indhenter os, og vi dør.
20. Se den lille by derovre. Det er jo bare en lille landsby, som I ikke behøver at ødelægge. Kan vi ikke flygte derhen? Den er jo ikke ret langt væk.”
21. “Godt,” svarede englen, “jeg vil gå ind på dit forslag. Jeg vil sørge for, at den landsby ikke bliver ødelagt.
22. Men skynd dig! Jeg kan nemlig ikke gå i gang, før I er i sikkerhed i landsbyen.” Derfor kom landsbyen til at hedde Zoar.
23. Solen var kommet et stykke op, før Lot ankom til Zoar.
24. Med det samme lod Herren ild og svovl regne ned fra himlen over Sodoma og Gomorra.
25. Han ødelagde byerne totalt tillige med hele Jordandalen, alle der boede der, og alt, hvad der voksede på markerne.
26. Men på vej bort fra byen, havde Lots kone set sig tilbage, og i det samme hun gjorde det, stivnede hun og blev til en saltstøtte.
27. Den næste morgen skyndte Abraham sig ud til det sted, hvor han havde stået og talt med Herren.
28. Da han kiggede ud over sletten i retning af Sodoma og Gomorra, så han en tyk røg stige til vejrs over hele området.
29. Men Gud havde hørt Abrahams bøn og frelst Lot ved at redde ham fra den katastrofe, som ødelagde byerne i dalen.
30. Senere forlod Lot Zoar, for han var bange for at blive boende der. I stedet tog han op i bjergene med sine to døtre og indrettede sig i en bjerghule.
31. En dag sagde den ældste søster til den yngste: “Der findes ingen mænd i dette øde område, som vi kan gifte os med. Desuden er vores far snart for gammel til selv at avle børn.
32. Lad os få ham til at drikke sig fuld og så ligge med ham, så hans slægt kan fortsætte.”
33. Så drak de ham fuld, og samme nat lå den ældste søster med sin far, men han sansede intet—hverken at hun lagde sig, eller at hun stod op.
34. Næste morgen sagde hun til den yngste: “Jeg lå hos vores far i nat. Lad os drikke ham fuld igen i aften, så du kan gøre det samme. Det er den eneste måde, slægten kan overleve på.”