11. Samtidig gjorde de mændene udenfor blinde, så de ikke kunne finde døren.
12. “Har du nogen pårørende her i byen, Lot, svigersønner, sønner, døtre eller andre, som hører til din familie?” spurgte englene, “så sørg for at få dem ud af byen hurtigst muligt!
13. Vi har nemlig fået ordre til at tilintetgøre dette sted! Synden her er blevet så himmelråbende, at Herren har besluttet at ødelægge byen.”
14. Lot skyndte sig af sted til de mænd, der var forlovet med hans døtre. “I må forlade byen hurtigst muligt!” sagde han. “For Herren vil ødelægge den!” Men de troede, det var hans spøg.
15. Ved daggry næste morgen, skyndede englene på Lot. “Få fat i din kone og dine to døtre og kom af sted, så I ikke skal miste livet på grund af byens synd.”
16. Da Lot tøvede, tog englene ham og hans kone og de to døtre ved hånden og førte dem skyndsomst uden for byen, for Herren ville redde dem.
17. “Løb for livet!” sagde englene. “Se jer ikke tilbage og stands ikke nogen steder i Jordandalen. Flygt op i bjergene, hvis I vil redde livet!”
18. Men Lot indvendte: “Åh nej, herre!
19. I skal have mange tak, fordi I har vist os den nåde at frelse os fra ødelæggelsen. Men vi kan ikke nå op i bjergene, før ulykken indhenter os, og vi dør.
20. Se den lille by derovre. Det er jo bare en lille landsby, som I ikke behøver at ødelægge. Kan vi ikke flygte derhen? Den er jo ikke ret langt væk.”
21. “Godt,” svarede englen, “jeg vil gå ind på dit forslag. Jeg vil sørge for, at den landsby ikke bliver ødelagt.
22. Men skynd dig! Jeg kan nemlig ikke gå i gang, før I er i sikkerhed i landsbyen.” Derfor kom landsbyen til at hedde Zoar.
23. Solen var kommet et stykke op, før Lot ankom til Zoar.
24. Med det samme lod Herren ild og svovl regne ned fra himlen over Sodoma og Gomorra.
25. Han ødelagde byerne totalt tillige med hele Jordandalen, alle der boede der, og alt, hvad der voksede på markerne.
26. Men på vej bort fra byen, havde Lots kone set sig tilbage, og i det samme hun gjorde det, stivnede hun og blev til en saltstøtte.
27. Den næste morgen skyndte Abraham sig ud til det sted, hvor han havde stået og talt med Herren.