14. Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”
15. Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. “Jeg lo ikke!” løj hun. “Jo, du gjorde!” svarede Herren.
16. Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej.
17. Undervejs sagde Herren til sig selv: “Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer?
18. Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham.
19. Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”
20. Herren sagde derfor til Abraham: “Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt.
21. Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.”
22. De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren.
23. Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: “Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde?
24. Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld?
25. Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”