Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Mosebog 18:13-28 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

13. Da sagde Herren til Abraham: “Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn?

14. Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”

15. Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. “Jeg lo ikke!” løj hun. “Jo, du gjorde!” svarede Herren.

16. Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej.

17. Undervejs sagde Herren til sig selv: “Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer?

18. Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham.

19. Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”

20. Herren sagde derfor til Abraham: “Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt.

21. Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.”

22. De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren.

23. Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: “Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde?

24. Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld?

25. Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”

26. Herren svarede: “Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”

27. Men Abraham fortsatte: “Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske.

28. Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” “Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”

Læs fyldestgørende kapitel 1. Mosebog 18