9. Da sagde Herren: “Bring mig en treårs kvie, en treårs ged, en treårs vædder, en turteldue og en ung due.”
10. Abram hentede dyrene og slagtede dem. Så skar han dem midt igennem på langs og lagde halvdelene overfor hinanden. Dog skar han ikke fuglene over.
11. Straks slog gribbene ned på de døde dyr, men Abram jog dem bort.
12. Hen mod aften faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og frygteligt mørke sænkede sig over ham.
13. Da sagde Herren til Abram: “Dine efterkommere vil komme til at opleve slaveri og undertrykkelse i et fremmed land i 400 år,
14. men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem, og til sidst skal dit folk rejse bort derfra med megen rigdom.
15. (Dette skal dog ikke ske i din tid. Du skal nå en høj alder og dø i fred.)
16. Fire generationer senere skal de vende tilbage til dette land. På det tidspunkt er amoritternes synd blevet så voldsom, at jeg må straffe dem.”
17. Da Abram vågnede, var solen gået ned, og han så noget som en rygende ovn eller en flammende fakkel passere midt imellem halvdelene af de døde dyr.
18. Sådan bekræftede Herren den dag pagten med Abram. “Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere,” sagde han, “lige fra grænsen til Egypten mod syd og op til Eufratfloden mod nord—hele det område,
19. som bebos af kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne,