4. Men Herren svarede: “Nej, han skal ikke være din arving. Det skal din egen søn!”
5. Herren førte nu Abram udenfor og sagde: “Kig op mod himlen og prøv at tælle stjernerne. Dine efterkommere skal blive lige så talrige.”
6. Abram troede på, hvad Herren sagde, og derfor blev han accepteret.
7. Herren fortsatte: “Jeg er Herren, som førte dig fra din hjemby Ur for at give dig det land, du nu bor i.”
8. Men Abram indvendte: “Almægtige Herre, hvordan kan jeg være sikker på, at du vil give mig det?”
9. Da sagde Herren: “Bring mig en treårs kvie, en treårs ged, en treårs vædder, en turteldue og en ung due.”
10. Abram hentede dyrene og slagtede dem. Så skar han dem midt igennem på langs og lagde halvdelene overfor hinanden. Dog skar han ikke fuglene over.
11. Straks slog gribbene ned på de døde dyr, men Abram jog dem bort.
12. Hen mod aften faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og frygteligt mørke sænkede sig over ham.
13. Da sagde Herren til Abram: “Dine efterkommere vil komme til at opleve slaveri og undertrykkelse i et fremmed land i 400 år,
14. men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem, og til sidst skal dit folk rejse bort derfra med megen rigdom.
15. (Dette skal dog ikke ske i din tid. Du skal nå en høj alder og dø i fred.)
16. Fire generationer senere skal de vende tilbage til dette land. På det tidspunkt er amoritternes synd blevet så voldsom, at jeg må straffe dem.”
17. Da Abram vågnede, var solen gået ned, og han så noget som en rygende ovn eller en flammende fakkel passere midt imellem halvdelene af de døde dyr.