13. Da sagde Herren til Abram: “Dine efterkommere vil komme til at opleve slaveri og undertrykkelse i et fremmed land i 400 år,
14. men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem, og til sidst skal dit folk rejse bort derfra med megen rigdom.
15. (Dette skal dog ikke ske i din tid. Du skal nå en høj alder og dø i fred.)
16. Fire generationer senere skal de vende tilbage til dette land. På det tidspunkt er amoritternes synd blevet så voldsom, at jeg må straffe dem.”
17. Da Abram vågnede, var solen gået ned, og han så noget som en rygende ovn eller en flammende fakkel passere midt imellem halvdelene af de døde dyr.
18. Sådan bekræftede Herren den dag pagten med Abram. “Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere,” sagde han, “lige fra grænsen til Egypten mod syd og op til Eufratfloden mod nord—hele det område,
19. som bebos af kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne,
20. hittitterne, perizzitterne, refaitterne,
21. amoritterne, kanaʼanæerne, girgashitterne og jebusitterne.”