1. Senere talte Herren til Abram i et syn: “Vær ikke bange, Abram, for jeg er med dig, og jeg vil belønne dig rigeligt.”
2-3. “Men almægtige Herre,” udbrød Abram, “hvad skal jeg med din velsignelse, hvis jeg dør barnløs? Min tjener Eliezer kommer til at arve al min rigdom, for du har jo ikke givet mig en søn.”
4. Men Herren svarede: “Nej, han skal ikke være din arving. Det skal din egen søn!”
5. Herren førte nu Abram udenfor og sagde: “Kig op mod himlen og prøv at tælle stjernerne. Dine efterkommere skal blive lige så talrige.”
6. Abram troede på, hvad Herren sagde, og derfor blev han accepteret.
7. Herren fortsatte: “Jeg er Herren, som førte dig fra din hjemby Ur for at give dig det land, du nu bor i.”
8. Men Abram indvendte: “Almægtige Herre, hvordan kan jeg være sikker på, at du vil give mig det?”
9. Da sagde Herren: “Bring mig en treårs kvie, en treårs ged, en treårs vædder, en turteldue og en ung due.”
10. Abram hentede dyrene og slagtede dem. Så skar han dem midt igennem på langs og lagde halvdelene overfor hinanden. Dog skar han ikke fuglene over.
11. Straks slog gribbene ned på de døde dyr, men Abram jog dem bort.
12. Hen mod aften faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og frygteligt mørke sænkede sig over ham.