Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Krønikebog 9:18-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

18. og hans slægt har altid holdt vagt ved den østlige port ind til tempelområdet, den der kaldes Kongeporten.

19. Shallum var søn af Kore, en efterkommer af Ebjasaf af Kora-slægten. Han og hans nærmeste slægtninge, koraitterne, holdt vagt ved indgangen til helligdommen, ligesom deres forfædre havde holdt vagt ved indgangen til åbenbaringsteltet.

20. Pinehas, Eleazars søn, var dengang den øverste leder ved åbenbaringsteltet, og Herren velsignede ham.

21. På Davids tid havde Zekarja, Meshelemjas søn, ansvaret for, at indgangen til teltet blev godt bevogtet.

22. I alt havde David på grundlag af slægtsbøgerne udvalgt 212 dørvogtere, som boede rundt omkring i landsbyerne. På samme måde havde profeten Samuel udvalgt deres forgængere blandt levitterne.

23. Disse mænd—og nu deres efterkommere—havde opsynet med Herrens helligdom

24. på alle fire sider: mod øst, vest, nord og syd.

25. Dørvogterne arbejdede i skiftehold, syv dage ad gangen, og de kom ind fra landsbyerne, hvor de boede, når det var deres tur til at holde vagt

26. og hjælpe de fire ledende tempelvagter, som altid var i tjeneste.De fire ledere havde også ansvar for lagerrummene og skattene i Guds hus.

27. De boede tæt ved helligdommen, for de havde altid tilkaldevagt, og det var deres opgave at åbne portene om morgenen.

28. Nogle af levitterne havde ansvaret for de redskaber, der blev brugt til ofringerne. De talte dem, hver gang de blev taget frem, og hver gang de blev lagt til side.

29. Andre havde ansvar for helligdommens indbo og forsyningerne af fintmalet mel, vin, olivenolie, røgelse og aromatiske stoffer.

30. Men det var præsterne, der blandede røgelsen.

31. Levitten Mattitja fra Kora-slægten, Shallums førstefødte søn, havde til opgave at bage de brød, der blev brugt til ofringerne.

32. Nogle andre levitter fra Kehats slægt skulle bage de hellige brød og lægge dem frem hver sabbat.

33. Tempelsangerne var alle fremtrædende levitter, der boede på tempelområdet. De var fritaget for anden tjeneste og måtte være til rådighed døgnet rundt.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Krønikebog 9