8. De, som ejede smykkesten, gav dem til Herrens hus, og de blev opbevaret i templets skatkammer under Jehiels varetægt.
9. Alle glædede sig over at få lov at give, for de gav af hele deres hjerte til Herren, og David var rørt af glæde.
10. David brød ud i lovsang til Herren i hele folkets påhør:“Priset være du, Israels Gud,vores fædres Gud fra evighed til evighed.
11. Storhed og magt, ære og herlighed tilhører dig, Herre,for alt i himlen og på jorden er dit.Du er den almægtige hersker,højt ophøjet over alt og alle.
12. Rigdom og ære kommer fra dig,du regerer over alle mennesker.Du giver storhed og styrke til hvem, du vil.
13. Du er vores Gud, og vi priser dig.Vi lovsynger dit herlige navn.”
14. David fortsatte: “I virkeligheden kan hverken jeg eller mit folk give dig noget som helst, for alt, hvad vi ejer, har vi fået af dig, så vi giver dig kun, hvad der allerede er dit.
15. Vi er kun gæster på besøg i denne verden, ligesom vores forfædre var det. Vores liv på jorden er som en skygge, der passerer forbi.
16. Al den rigdom, som vi nu har skaffet til veje for at bygge dit hus, kom fra dig. Det hele tilhører dig.
17. Min Gud, jeg ved, at du kender menneskers motiver og glæder dig over et oprigtigt hjerte. Jeg gav med glæde og uden bagtanke, og nu har jeg set, at hele dit folk har givet frivilligt og med glæde.
18. Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, jeg beder om, at dit folk altid må bevare den samme indstilling, og at du vil drage deres hjerter til dig.
19. Giv også min søn Salomon et helhjertet ønske om at adlyde alle dine befalinger, love og forordninger, så han kan bygge det tempel, som jeg har gjort forberedelser til.”