Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Krønikebog 28:9-21 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

9. Og du, min søn Salomon, hold fast ved din fars Gud! Tjen ham helhjertet og med et villigt sind, for Herren ser til hjertet, og han kender hver en tanke! Hvis du søger ham, vil han lade sig finde. Men hvis du vender dig fra ham, vil han forkaste dig for evigt.

10. Du må forstå, at Herren har udvalgt dig til at bygge ham et hus, som skal være hans helligdom. Så vær blot frimodig og gå i gang med arbejdet.”

11. Derpå overrakte David Salomon planerne over templet med forhallen og de øvrige bygninger, forrådskamrene, tagrummene, det hellige rum og det allerhelligste rum med forsoningsstedet, hvor Gud tilgiver folkets synder.

12. Han gav ham også planerne for tempelforgården, de ydre kamre og rummene, hvor tempelredskaberne og alle gaverne til templet skulle opbevares.

13. Kongen gav endvidere Salomon instrukser vedrørende præsternes og levitternes skiftehold, og forklarede ham brugen af samtlige redskaber, der hørte til tjenesten i Herrens Hus.

14. David forklarede, hvor meget guld og sølv der skulle bruges til de forskellige tempelredskaber,

15. hvor meget der skulle bruges til guld- og sølvlysestagerne og de tilhørende lamper af guld eller sølv, afhængig af deres funktion.

16. Han forklarede, hvor meget guld der skulle bruges til bordet, hvor de hellige brød skulle lægges frem, og hvor meget sølv der skulle bruges til sølvbordene i templet.

17. Derefter forklarede han, hvor meget guld der skulle bruges til kødgafler, stænkeskåle og kander, og hvor meget guld og sølv der skulle bruges til guld- og sølvbægrene.

18. Endelig forklarede han, hvor meget rent guld der skulle bruges til røgelsesalteret og til keruberne, hvis vinger dækker over pagtens ark.

19. “Hver eneste detalje i denne plan blev givet mig af Herren,” understregede David.

20. “Gå derfor blot frimodigt i gang med arbejdet. Lad dig ikke overvælde af det store projekt, for Herren, min Gud, vil være med dig. Han vil ikke svigte dig. Han vil hjælpe dig til at fuldføre det hele, indtil alt arbejdet med Herrens Hus er færdigt.

21. Alle præsterne og levitterne er parat til at udføre deres opgaver i templet. Du har mange folk til rådighed, som både er villige og kvalificerede til al slags arbejde. Alle lederne og hele folket vil gøre, hvad du befaler dem.”

Læs fyldestgørende kapitel 1. Krønikebog 28