12. “Vælger du tre år med hungersnød? Eller tre måneder på flugt for dine fjender? Eller tre dage, hvor Herrens engel sender pest over hele Israels land? Sig mig, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig!”
13. “Det er et frygteligt valg,” sukkede David. “Men det er bedre at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”
14. Da sendte Herren pest over hele Israel, og 70.000 mænd døde.
15. Da dødsenglen skulle til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. “Stop!” sagde han til englen. “Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Ornans tærskeplads.
16. Da David så Herrens engel stå stille i luften med sit sværd rettet mod Jerusalem, kastede han og hans ledere sig på knæ med ansigtet mod jorden. De var alle klædt i sæk og aske.
17. “Det er mig, der har syndet ved at mønstre min hær,” sagde han. “Alle disse mennesker er som uskyldige får. Herre, min Gud, lad dog straffen ramme mig og min familie. Du må ikke tilintetgøre dit folk.”