11. Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder:
12. “Vælger du tre år med hungersnød? Eller tre måneder på flugt for dine fjender? Eller tre dage, hvor Herrens engel sender pest over hele Israels land? Sig mig, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig!”
13. “Det er et frygteligt valg,” sukkede David. “Men det er bedre at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”
14. Da sendte Herren pest over hele Israel, og 70.000 mænd døde.
15. Da dødsenglen skulle til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. “Stop!” sagde han til englen. “Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Ornans tærskeplads.
16. Da David så Herrens engel stå stille i luften med sit sværd rettet mod Jerusalem, kastede han og hans ledere sig på knæ med ansigtet mod jorden. De var alle klædt i sæk og aske.
17. “Det er mig, der har syndet ved at mønstre min hær,” sagde han. “Alle disse mennesker er som uskyldige får. Herre, min Gud, lad dog straffen ramme mig og min familie. Du må ikke tilintetgøre dit folk.”
18. Derpå sagde Herrens engel til Gad: “Sig til David, at han skal bygge et alter for Herren på jebusitten Ornans tærskeplads.”
19-20. David var lydig mod Herrens befaling og opsøgte Ornan, der var i færd med at tærske hvede. Da Ornan vendte sig om, fik han øje på englen, og hans fire sønner løb i skjul, mens han selv fortsatte med at tærske.
21. Kort efter opdagede Ornan kongen, der nærmede sig. Straks forlod han tærskepladsen, løb kong David i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran ham.
22. David sagde til Ornan: “Lad mig købe tærskepladsen af dig til dens fulde pris, så jeg kan bygge Herren et alter og få pesten til at standse.”