1. Alle Israels ledere kom nu til David i Hebron. “Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de.
2. “Og du har altid været vores leder i krig—selv da Saul var konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.”
3. Derpå sluttede alle Israels ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Israel, sådan som Herren gennem profeten Samuel havde sagt, at det ville ske.
4. Derefter drog David sammen med sine folk til Jerusalem, som dengang hed Jebus. Men jebusitterne, som boede der,
5. sagde til David: “Her kommer du aldrig ind!” Ikke desto mindre indtog David klippeborgen Zion, som derefter blev kaldt Davidsbyen.
6. David havde lovet, at den, der først slog en jebusit ihjel, ville blive hans hærfører. Da Joab, hvis mor hed Zeruja, var den første, som nåede ind i byen og slog en af fjenderne ihjel, blev han anfører for Davids hær.
7. David flyttede nu sin residens til klippeborgen, som derfor blev kaldt Davidsbyen.
8. Han udbyggede byen og befæstede bymuren hele vejen rundt fra forsvarstårnet. Resten af byens genopbygning tog Joab sig af.
9. I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.
10. Her skal nævnes nogle af de dygtigste og tapreste af Davids krigere, der sammen med resten af Israels ledere støttede ham, så han blev valgt til konge og fik magten over riget, sådan som Herren havde lovet.
11. Jashobeam, søn af Hakmoni, var den mest berømte af de tre store helte. Med sit spyd dræbte han engang 300 modstandere i ét slag.
12. Den næste af de tre store var Elazar, en søn af ahohitten Dodo.
13. Han kæmpede sammen med David i slaget mod filistrene ved Pas-Dammim. Kampen foregik midt i en bygmark, og den israelitiske hær flygtede.