Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Kongebog 8:30-40 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

30. Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.

31. Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige,

32. så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.

33. Når dit folk synder og bliver besejret af deres fjender som straf, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus,

34. så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du gav deres forfædre.

35. Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus,

36. så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.

37. Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om,

38. og dit folk erkender deres synd, rækker hænderne ud mod dette sted og bønfalder dig om hjælp,

39. så hør dem i din himmelske bolig og tilgiv dem. Du alene kender menneskets skjulte tanker, og du har ret til at straffe dem for deres handlinger.

40. Da vil de lære at vise dig ærefrygt i al den tid, de lever i dette land, som du lovede deres forfædre.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Kongebog 8