Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Kongebog 7:23-34 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

23. Han støbte også en stor, rund vandbeholder, 2,25 m dyb, 4,5 m i diameter og 13,5 m i omkreds. Den blev kaldt ‘bronzehavet’.

24. På ydersiden lige under kanten hele vejen rundt lavede han to rækker græskarlignende udsmykninger med ca. 5 cm mellem hver, formet i ét med resten af bronzehavet.

25. Beholderen stod på 12 bronzeokser, der vendte halerne mod hinanden, således at okserne tre og tre så i retning af de fire verdenshjørner.

26. Beholderens tykkelse var en håndsbred, og kanten var bøjet udad som kanten på en kop eller som toppen af en liljeblomst. Den rummede ca. 44.000 liter vand.

27. Derpå lavede han ti rulleborde af bronze, 1,8 m lange, 1,8 m brede og 1,35 m høje.

28. Bordene var konstrueret med sidepaneler, som var sat fast på de fire ben i hjørnerne.

29. Sidepanelerne var dekoreret med løver, okser og keruber. Både over og under løverne og okserne var der dekorationer formet som kranse, der hang nedad.

30. Alle disse borde havde fire bronzehjul med bronzeaksler. I hvert side var der en lodret stang, som ragede lidt op, så det tilhørende vandfad kunne blive holdt på plads oven på bordet. Også disse støttestænger var af bronze, og de var dekoreret med kranselignende ornamenter.

31. På oversiden af hvert rullebord var der en cirkulær fordybning som et underlag til støtte for vandfadet. Den var 45 cm dyb med en støttehylde nedenunder på ekstra 22,5 cm. Der var også dekorationer ved kanten af denne fordybning. Sidepanelerne var dog firkantede, ikke runde.

32. De fire hjul sad under sidepanelerne og havde en diameter på 67 cm. Hjulakslerne gik igennem de fire hjørneben.

33. Hjulene lignede almindelige vognhjul, men både aksler, eger, fælge og nav var støbt i metal.

34. I hvert hjørne var der et håndtag, som var ud i ét stykke med resten af bordet.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Kongebog 7