Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Kongebog 6:1-11-12 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. I Salomons fjerde regeringsår, i måneden ziv, det vil sige årets anden måned, påbegyndte han tempelbyggeriet—480 år efter, at Israels folk havde forladt Egypten.

2. Templet blev 27 m langt, 9 m bredt og 13,5 m højt.

3. Foran indgangen til templet blev der bygget en forhal, 9 m på den lange led svarende til templets bredde og 4,5 m på den korte led.

4. Hele vejen rundt på tempelbygningen var der smalle vinduesåbninger.

5-6. Rundt langs templets ydermur byggede Salomon en række mindre rum i tre etager. Stueetagen var 2,25 m bred, førstesalen var 2,7 m bred, og andensalen var 3,15 m bred. De bjælker der dannede gulv og loft, hvilede på nogle fremspring i tempelmuren, således at man ikke behøvede at bryde hul i muren for at lave denne tilbygning.

7. Tempelbygningens sten var blevet færdighugget i stenbruddet, hvilket betød, at bygningen blev rejst i stilhed uden støj fra hamre, mejsler eller andre jernredskaber.

8. Der var kun adgang til den udvendige tilbygning gennem en dør, der vendte mod syd, og trapper førte op til første og anden sal.

9. Templets tag bestod af tværbjælker og planker af cedertræ.

10. Det var også tværbjælker og planker af cedertræ, der forbandt tilbygningen med templet. Hver etage i tilbygningen var 2,25 m høj.

11-12. Herren talte til Salomon om det tempel, han var i færd med at bygge. “Hvis du nøje følger mine instrukser og adlyder mine befalinger,” sagde han, “vil jeg opfylde det løfte, jeg gav din far, David.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Kongebog 6