21. Tidligt om morgenen stod jeg op for at amme mit barn, men så opdagede jeg, at drengen var død! Men da jeg så nøje på ham, kunne jeg se, at den døde dreng slet ikke var min søn.”
22. “Det passer ikke!” protesterede den anden kvinde. “Det er min søn, der lever, og din, der er død!”“Nej,” svarede den første kvinde, “den døde dreng er din, og den levende er min!” Sådan blev de ved med at skændes et stykke tid.
23. Da sagde kongen: “I kan åbenbart ikke blive enige.
24. Hent mig lige et sværd!” Så blev der hentet et sværd,
25. og kongen gav følgende ordre: “Tag det levende barn og hug det midt over, så kan hver af kvinderne få halvdelen!”
26. Men hende, der var mor til barnet, holdt jo af det og råbte: “Åh nej, herre, dræb ikke barnet! Så giv det hellere til hende!” Men den anden kvinde sagde: “Nej, hvis ingen af os kan få barnet, er det bedre at hugge det midt over!”
27. Da faldt kongens dom: “Slå ikke barnet ihjel,” befalede han, “men giv det til den kvinde, som ønskede at skåne det; for det er hende, der er mor til barnet.”
28. Rygtet om kongens kloge dom spredtes hurtigt ud over landet, og det skabte respekt omkring ham, for alle var forbløffet over den visdom, Gud havde givet Salomon.