1. Fredsaftalen mellem Aram og Israel holdt i to år.
2. Men i det tredje år—på et tidspunkt, hvor kong Joshafat af Juda var på besøg hos kong Ahab i Israel—
3. lod Ahab i sine embedsmænds påhør en bemærkning falde om, at aramæerne stadig holdt byen Ramot-Gilead besat. “Ærligt talt,” tilføjede han, “det er for galt, at vi endnu ikke har gjort noget for at befri byen.”
4. Derefter vendte han sig mod Joshafat og spurgte ham ligeud: “Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” “Selvfølgelig!” svarede Joshafat. “Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine, og mine heste står til din rådighed.”
5. Men så tilføjede han: “Vi bør dog først spørge Herren til råds.”
6. Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: “Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” “Du skal gå til angreb,” svarede de. “Herren vil give dig sejr!”
7. Men kong Joshafat var ikke tilfreds. “Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han.
8. “Jo, en enkelt,” svarede Ahab, “men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” “Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat.
9. Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.
10. I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten.
11. En af profeterne ved navn Zidkija, søn af Kenaʼana, lavede nogle horn af jern og erklærede: “Herren siger: Du skal stange den aramæiske hær sønder og sammen med disse horn og udrydde den totalt!”
12. De andre profeter sagde det samme: “Gå kun til angreb på Ramot-Gilead, for Herren vil give dig sejr!”
13. Kongens tjener, som var blevet sendt for at hente Mika, fortalte ham, hvad de andre profeter havde sagt, og opfordrede ham til at sige det samme.
14. Men Mika svarede: “Så sandt Herren lever: Jeg kan ikke sige andet, end det Herren fortæller mig!”