21. men hovedparten af stridsvognene og hestene blev taget som krigsbytte af Israels hær, så den aramæiske hær led et stort nederlag.
22. Profeten vendte snart efter tilbage til Ahab med følgende råd: “Du må hellere ruste dig til en hård kamp, for den aramæiske konge vil komme tilbage næste år med fornyet styrke.”
23. Efter nederlaget sagde Ben-Hadads officerer til ham: “Israels gud er en bjerggud. Det er derfor israelitterne vandt slaget på Samarias bjerg, men hvis vi kan lokke dem ned på sletten, kan vi sagtens slå dem.
24. Hør her, hvad vi foreslår: Du skal afsætte alle småkongerne og indsætte guvernører i stedet.
25. Så skal du samle en ny hær, lige så stor som den, du mistede, og med lige så mange heste og vogne og mænd som før. Når vi så kæmper på sletten, er vi de stærkeste.”Kongen fulgte deres råd.
26. Næste forår mønstrede han hele den aramæiske hær og marcherede mod Israel, men denne gang planlagde han at møde dem ved byen Afek.
27. Også Israel mobiliserede, gjorde forsyningslinierne klar og slog lejr over for dem. Men i sammenligning med den enorme aramæiske hær, der bredte sig ud over hele sletten, lignede israelitternes hær et par små gedeflokke.
28. Da kom profeten igen til kong Ahab med et budskab fra Herren: “Siden aramæerne påstår, at jeg er en bjerggud, som ingen magt har på sletterne, vil jeg give dig sejr over deres store hær. I skal erfare, at jeg er den almægtige Gud.”
29. I seks dage lå israelitterne og aramæerne over for hinanden i deres lejre og ventede, og på den syvende dag begyndte slaget. Den dag dræbte israelitterne 100.000 aramæiske fodfolk.
30. Resten søgte i dækning bag Afeks mure. Men murene styrtede sammen og dræbte endnu 27.000. Ben-Hadad flygtede ind i byen og gemte sig i et baglokale i et af husene.
31. Dér opsøgte nogle af hans officerer ham og sagde: “Herre, vi har hørt, at Israels konger har ry for at vise nåde. Giv os tilladelse til at skifte rustningen ud med sækkelærred og at binde et reb om halsen for at vise vores underdanighed. Så vil vi gå til kong Ahab og se, om han vil skåne dit liv.”
32. Derpå gik de til Ahab og sagde: “Din tjener Ben-Hadad trygler dig om at skåne hans liv.”“Lever han endnu?” spurgte Ahab forbavset. “Han er jo min kollega.”
33. Det tog mændene som et godt tegn, og de fortsatte i samme skure: “Ja, bestemt, Ben-Hadad og dig har meget tilfælles.”“Hent ham endelig,” sagde Ahab. Og da Ben-Hadad kom, tog Ahab ham op i sin vogn.
34. “Lad os indgå et forlig,” sagde Ben-Hadad. “Jeg lover at levere de byer tilbage, som min far tog fra din far, og jeg giver dig lov til at drive handel i Damaskus, sådan som min far gjorde det i Samaria.” “Det er i orden. Du har din frihed,” svarede Ahab. Ben-Hadad slap altså fri ved at slutte en fredspagt med Ahab.
35. En af profeterne fik da et budskab fra Herren. Han henvendte sig til en af de andre profeter og sagde: “Slå mig med dit sværd!” Men den anden profet nægtede at gøre det.
36. Da sagde den første profet: “Fordi du ikke adlød Herrens befaling, bliver du dræbt af en løve, når du går herfra!” Og ganske rigtigt: Da han vendte sig og gik, blev han angrebet af en løve og dræbt.
37. Profeten henvendte sig derefter til en anden profet og sagde: “Slå mig med dit sværd!” Og han adlød, så den første profet blev såret.
38. Den sårede profet gik nu hen og stillede sig ved vejen for at vente på kong Ahab. Han havde taget bind om hovedet, så det dækkede hans øjne.