29. Da kong Salomon fik at vide, hvor Joab gemte sig, sendte han Benaja af sted for at henrette ham.
30. Benaja gik hen til helligdommen og sagde til Joab: “I kongens navn: Kom ud!”“Nej,” svarede Joab, “jeg bliver her, til jeg dør!”Så vendte Benaja tilbage til kongen med den besked.
31. “Godt,” svarede kongen, “så lad ham dø der! Henret ham ved alteret og begrav ham. Så hviler skylden for de mord, han har begået på uskyldige mennesker, ikke længere på mig og min fars slægt.
32. Herren vil holde ham personligt ansvarlig for at have myrdet to mænd, der var bedre end ham, for det var ikke med min fars samtykke, at de blev myrdet, hverken Abner, der var øverstkommanderende for Israels hær, eller Amasa, der var øverstkommanderende for Judas hær.
33. Må skylden alene tilregnes Joab og hans efterkommere, og må Herren frifinde David og hans efterkommere i den sag.”
34. Så gik Benaja tilbage og dræbte Joab, og han blev begravet uden for sit hus i ørkenen.
35. Kongen udpegede derefter Benaja til sin nye hærfører og Zadok til præst ved helligdommen i Ebjatars sted.
36-37. Kongen sendte nu bud efter Shimi og sagde: “Byg dig et hus her i Jerusalem. Du er under husarrest, og du må ikke forlade byen, uanset hvad der sker. I samme øjeblik du overskrider Kedronbækken, er du dødsens, og du er selv ude om det.”
38. “Godt,” svarede Shimi. “Du er min herre og konge, og jeg vil gøre, som du siger.” Han blev derefter i Jerusalem i lang tid.
39. Men tre år senere flygtede to af Shimis slaver til kong Akish i Gat. Da Shimi fik at vide, at hans slaver var i Gat,
40. sadlede han sit æsel og opsøgte kong Akish. Efter at have fundet sine slaver vendte han tilbage til Jerusalem.