36. På det tidspunkt hvor man bringer aftenofferet, gik Elias frem til alteret og bad: “Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, lad det i dag blive klart for enhver, at du er Israels Gud, og at jeg som din tjener har gjort det her på din befaling!
37. Herre, hør min bøn! Svar mig, så dette folk kan forstå, at du er deres Gud, og at du ønsker at føre dem tilbage til dig!”
38. Da faldt Herrens ild fra himlen og fortærede brændofferet, brændet, stenene og jorden rundt om, ja selv vandet i renden slikkede ilden op!
39. Hele folket så det, og de kastede sig ned med ansigtet mod jorden og råbte: “Herren er Gud! Herren er Gud!”
40. “Grib alle baʼalsprofeterne!” beordrede Elias. “Lad ingen undslippe!” Da de var pågrebet, lod Elias dem føre ned til Kishonbækken, hvor han slog dem ihjel.
41. Derefter sagde Elias til Ahab: “Nu kan du godt give dig til at spise og drikke, for jeg hører susen af et mægtigt regnvejr!”
42. Det gjorde Ahab så, mens Elias gik op på toppen af Karmels bjerg og lagde sig på knæ på jorden med ansigtet mellem knæene.
43. “Gå hen og se ud over havet!” sagde han til sin tjener. Tjeneren gjorde, som han fik besked på, men han kom hurtigt tilbage. “Der er ikke noget at se!” sagde han. Syv gange bad Elias ham gå hen og spejde ud over havet. De første seks gange kom tjeneren tilbage uden at kunne se noget tegn på regn,
44. men den syvende gang sagde tjeneren: “Nu kan jeg se en lille sky i horisonten; den er på størrelse med en hånd!”Da udbrød Elias: “Skynd dig hen til kong Ahab og sig, at han skal spænde for sin vogn og skynde sig hjem, før regnen forhindrer ham i at komme ned fra bjerget.”
45. Kort efter var himlen sort af regnskyer, og det blæste op til storm. Ahab steg op i sin vogn og kørte af sted mod Jizreʼel.