26. Så tog de den ene tyr, gjorde den i stand og lagde den på Baʼals alter, og fra morgen til middag råbte de på Baʼal. “Åh Baʼal, hør os!” råbte de, men der hørtes ikke en lyd, og der skete ingen verdens ting. Så dansede og hoppede de rundt om alteret, til de var helt udmattede.
27. Ved middagstid begyndte Elias at håne dem. “I må råbe noget højere!” sagde han. “Det er jo en gud, I skal råbe op! Enten sidder han og filosoferer, eller han er gået på toilettet, eller han er ude at rejse. Måske er han faldet i søvn, så han først lige skal vågne?”
28. Så råbte de endnu højere og skar sig selv med sværd og spyd, til blodet flød, sådan som de havde for vane i deres ritualer.
29. De fortsatte med deres desperate råben og skrigen til langt ud på eftermiddagen, men der var stadig intet svar—ikke en lyd!
30. Til sidst råbte Elias til folket: “Kom herover til mig!” Og mens hele forsamlingen flokkedes om ham, gav han sig til at genopbygge Herrens alter, som var blevet revet ned.
31. Han udvalgte sig 12 sten, der skulle symbolisere de 12 stammer, efterkommerne af Jakobs 12 sønner, ham, som Herren selv havde givet navnet Israel.
32. Med disse sten genopbyggede han alteret. Derefter gravede han en rende rundt om alteret,
33. lagde brændet til rette, parterede ungtyren og lagde kødet oven på alterbrændet.
34. “Fyld fire krukker med vand,” sagde han så, “og øs vandet over brændofferet og brændet!”Da det var gjort, sagde han: “Én gang til!” Så gjorde de det igen. “Og så en sidste gang!” sagde han. Så hældte de vand over for tredje gang
35. med det resultat, at vandet drev ned ad alteret og fyldte renden rundt om.
36. På det tidspunkt hvor man bringer aftenofferet, gik Elias frem til alteret og bad: “Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, lad det i dag blive klart for enhver, at du er Israels Gud, og at jeg som din tjener har gjort det her på din befaling!
37. Herre, hør min bøn! Svar mig, så dette folk kan forstå, at du er deres Gud, og at du ønsker at føre dem tilbage til dig!”
38. Da faldt Herrens ild fra himlen og fortærede brændofferet, brændet, stenene og jorden rundt om, ja selv vandet i renden slikkede ilden op!
39. Hele folket så det, og de kastede sig ned med ansigtet mod jorden og råbte: “Herren er Gud! Herren er Gud!”
40. “Grib alle baʼalsprofeterne!” beordrede Elias. “Lad ingen undslippe!” Da de var pågrebet, lod Elias dem føre ned til Kishonbækken, hvor han slog dem ihjel.
41. Derefter sagde Elias til Ahab: “Nu kan du godt give dig til at spise og drikke, for jeg hører susen af et mægtigt regnvejr!”
42. Det gjorde Ahab så, mens Elias gik op på toppen af Karmels bjerg og lagde sig på knæ på jorden med ansigtet mellem knæene.
43. “Gå hen og se ud over havet!” sagde han til sin tjener. Tjeneren gjorde, som han fik besked på, men han kom hurtigt tilbage. “Der er ikke noget at se!” sagde han. Syv gange bad Elias ham gå hen og spejde ud over havet. De første seks gange kom tjeneren tilbage uden at kunne se noget tegn på regn,
44. men den syvende gang sagde tjeneren: “Nu kan jeg se en lille sky i horisonten; den er på størrelse med en hånd!”Da udbrød Elias: “Skynd dig hen til kong Ahab og sig, at han skal spænde for sin vogn og skynde sig hjem, før regnen forhindrer ham i at komme ned fra bjerget.”