Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Kongebog 15:18-32 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

18. Da tog kong Asa alt det guld og sølv, der var tilbage i Herrens hus og kongepaladset og befalede nogle af sine mænd at bringe det til den aramæiske konge, Ben-Hadad, som havde residens i Damaskus (han var søn af Tabrimmon, som var søn af Hezjon). De overbragte samtidig følgende besked fra kong Asa:

19. “Jeg sender dig hermed en gave af sølv og guld. Lad os slutte pagt med hinanden, som vores fædre gjorde. Jeg beder dig om at opsige din pagt med kong Basha af Israel. Så vil han forhåbentlig opgive blokaden af mit land.”

20. Ben-Hadad gik nu med til at sende sin hær mod en række af Israels byer, og han indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Maʼaka, området omkring Galilæasøen og samtlige byer i Naftalis land.

21. Da kong Basha fik det at vide, indstillede han arbejdet med at befæste Rama og trak sig tilbage til hovedstaden, Tirtza.

22. Derefter sendte kong Asa en bekendtgørelse ud i hele Juda med en opfordring til alle, der kunne krybe og gå, om at være med til at nedbryde Ramas fæstningsværker, så både stenene og tømmeret kunne genbruges andre steder. Det blev så brugt til at befæste de strategiske byer Geba i Benjamins land og Mitzpa.

23. Resten af Asas bedrifter, hans erobringer og de byer, han befæstede, kan man læse om i Judas kongers krønikebog. På sine gamle dage fik han en alvorlig sygdom i benene.

24. Efter sin død blev han begravet i Davidsbyen, hvor de andre konger lå begravet, og hans søn Joshafat efterfulgte ham som konge i Juda.

25. I mellemtiden var Jeroboams søn Nadab blevet konge i Israel. Det skete i kong Asa af Judas andet regeringsår, og han regerede to år.

26. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte i sin fars fodspor og fortsatte den afgudsdyrkelse, hans far havde indført.

27-31. Basha, som var søn af Ahija af Issakars stamme, lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham under belejringen af filisterbyen Gibbeton.De øvrige enkeltheder om Nadab og hans bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.Da Basha havde dræbt kong Nadab, tog han selv magten i Israel. Det skete i kong Asa af Judas tredje regeringsår.Han dræbte straks alle kong Jeroboams efterkommere og udryddede dermed kongefamilien, sådan som Herren havde forudsagt gennem profeten Ahija fra Shilo, for Jeroboam havde jo fremkaldt Herrens, Israels Guds, vrede ved at synde og lede resten af Israels folk ud i synd.

32. Kong Asa af Juda og kong Basha af Israel lå i konstant krig med hinanden.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Kongebog 15