Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Kongebog 11:21-31 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

21. Da Hadad senere fik at vide, at David og Joab begge var døde, bad han kongen om tilladelse til at vende tilbage til Edom.

22. “Hvorfor?” spurgte kongen. “Hvad mangler du her? Er der noget i vejen?”“Nej,” svarede Hadad, “men jeg vil alligevel gerne hjem til Edom.”

23-24. Rezon, Eljadas søn, var en anden af Salomons fjender, som Gud gav indflydelse og magt. Rezon var en af kong Hadadezer af Zobas officerer, men dengang David besejrede Zobas hær, var Rezon flygtet sammen med en del andre krigere. Han samlede efterhånden en røverbande omkring sig. Senere indtog de Damaskus, hvor Rezon blev udråbt til konge.

25. I hele Salomons levetid var Rezon en af de værste fjender af Israels folk, som han nærede et stort had til. Han skabte problemer for Salomon, fordi han havde kontrol over nabolandet Aram, mens Hadad skabte problemer for Israel sydfra.

26. En anden trussel mod Salomon var Jeroboam, Nebats søn, som stammede fra byen Zereda i Efraim. Hans mor var en enke ved navn Zerua. Jeroboam var en af Salomons embedsmænd, men havde gjort oprør imod kongen.

27-28. Det følgende er grunden til, at han gjorde oprør: Salomon havde netop udbygget fæstningsanlægget i Jerusalem og repareret skaderne i den gamle bydels mur, som hans far David havde bygget. Jeroboam var en lovende ung mand, og da kong Salomon bemærkede hans dygtighed og arbejdsomhed, satte han ham i spidsen for arbejdsstyrkerne i Manasse og Efraim.

29. En dag, da Jeroboam var på vej ud af Jerusalem, kom profeten Ahija fra Shilo ham i møde. Ahija havde en ny kjortel på, og han standsede Jeroboam på vejen. Der var ingen andre i nærheden.

30. Ahija rev sin nye kjortel i 12 stykker,

31. hvorefter han sagde til Jeroboam: “Tag ti af de her stykker, for Herren, Israels Gud, siger: ‘Jeg vil rive riget ud af Salomons hånd og give de ti af stammerne til dig.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Kongebog 11