40. Derpå fulgte de Salomon tilbage til Jerusalem. Undervejs spillede folk på fløjte og jublede så højt, at jorden gyngede under dem.
41. I mellemtiden var Adonijas kroningsfest ved at være til ende. Gæsterne var netop ved at bryde op, da de hørte lyden af vædderhornet inde fra byen.“Hvad sker der?” udbrød Joab. “Hvad er der på færde i byen?”
42. I det samme ankom præsten Ebjatars søn, Jonatan.“Velkommen!” sagde Adonija til Jonatan. “En mand som du kommer sikkert med gode nyheder!”
43. “Desværre!” råbte Jonatan. “Kong David har netop udråbt Salomon til konge!
44-45. Han gav ham sit eget private muldyr og sendte ham til Gihon sammen med Zadok, Natan og Benaja, eskorteret af den kongelige livgarde. Der salvede Zadok og Natan ham til konge. De er netop vendt tilbage fra Gihon, og byen er på den anden ende af begejstring. Det er grunden til al den larm.
46. Salomon er nu indsat som konge,
47-48. og hele hoffet lykønsker kong David og siger: ‘Gid din Gud må gøre Salomon endnu mere berømt end dig—og hans kongedømme endnu mægtigere end dit!’ Kongen har fra sin seng udtrykt sin taknemmelighed til Gud og sagt: ‘Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har gjort mig den glæde at udvælge en af mine sønner til konge efter mig!’ ”
49-50. Ved de ord sprang Adonija og hans gæster panikslagne op fra bordet og flygtede for livet. Adonija skyndte sig til helligdommen og greb fat i de horn, der sad på hjørnerne af alteret.
51. Salomon fik besked om, at Adonija havde søgt tilflugt ved alterets horn, og at han sagde: “Jeg bliver her, indtil Salomon sværger på, at han ikke vil slå mig ihjel.”
52. Salomons reaktion var: “Hvis han vil være loyal over for mig, skal jeg ikke krumme et hår på hans hoved, men hvis han pønser på at undergrave mit kongedømme, skal han dø.”
53. Så sendte kong Salomon sine mænd af sted for at hente Adonija ved alteret. Han blev ført frem for kongen og kastede sig ned foran ham med ansigtet mod jorden. Men Salomon nøjedes med at sige til ham: “Du har frihed til at gå hjem.”