2. at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste.
3. Thi jeg ønskede selv at være en Forbandelse fra Christus for mine Brødre, mine Frænder efter kjødet,
4. hvilke ere Israelitter, hvem den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og forjættelserne tilhøre,
5. hvem Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, han, som er Gud over Alting, højlovet i Evighed! Amen.
6. Ikke som om Guds Ord har feilet thi ikke Alle, som stamme fra Israel ere Israel;
7. ei hellere ere Alle Abrahams Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: i Isaak skal Sæden fremkaldes dig.
8. Det er: ikke de Samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds børn; men Forjættelsens Børn regnes til Sæden.
9. Thi dette er Forjættelsens Ord: ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
10. Saa skete det ikke alene den Gang, men ogsaa med Rebekka, der hun var frugtsommelig ved den Ene, Isak, vor Fader.
11. Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, (paa det Guds Beslutning efter udvælgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte),
12. da blev der sagt til hende: den Ældre skal tjene den Yngre;
13. som skrevet er: Jakob elskede jeg men Esau hadede jeg.
14. Hvad skulle vi da sige? mon der være Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15. Thi han siger til Moses: jeg vil være den miskundelig, hvilken jeg er miskundelig og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.
16. Derfor staaer det ikke til den, som vil, ei heller til den, som løber, men til Gud, som gjør Miskundhed.
17. Thi Skriften siger til Pharao: til dette Samme har jeg ladet dig staae, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden.
18. Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19. Derfor kunde du sige til mig: hvad klager han over endnu? hvor har imodstaaet hans Villie?