18. Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os.
19. Derfor Venter og Skabningens Forlængsel paa Guds Børns Aabenbarelse.
20. Thi Skabningen er underlagt Forfængelighed, (ikke med sin Villie, men efter hans, som lagde den derunder),
21. dog i det Haab, at Skabningen selv skal og blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns herlige Frihed.
22. Dog vi vide, at al Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu.
23. Dog ikke det alene, men ogsaa de, som have Aanden Førstegrøde, ogsaa vi selv skulle i os selv, forventende en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning.
24. Thi vi ere frelste i Haabet, men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvad Nogen seer, hvorledes kan han tillige haabe det?
25. Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.
26. Desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke.
27. Men han, som ransager Hjerterne, veed, hvad Aandens Sands er; thi den træder frem for de Hellige efter Guds Villie.
28. Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte.
29. Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre.
30. Men hvilke han forud beskikkede, dem har han og kaldet; og hvilken han kaldte, dem har han og retfærdiggjort, men hvilke han retfærdiggjorde, dem har han og herliggjort.
31. Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os.
32. Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham?