12. Derfor, Brødre! ere vi ikke Kjødets Skyldnere, saa vi skulde leve efter Kjødet;
13. thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe, men dersom I døde Legemets Gjerninger formedelst Aanden skulle I leve.
14. Thi, saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn.
15. Og I annammer ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader!
16. Denne Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn.
17. Men dersom vi ere Børn, ere vi arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham.
18. Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os.
19. Derfor Venter og Skabningens Forlængsel paa Guds Børns Aabenbarelse.
20. Thi Skabningen er underlagt Forfængelighed, (ikke med sin Villie, men efter hans, som lagde den derunder),
21. dog i det Haab, at Skabningen selv skal og blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns herlige Frihed.
22. Dog vi vide, at al Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu.
23. Dog ikke det alene, men ogsaa de, som have Aanden Førstegrøde, ogsaa vi selv skulle i os selv, forventende en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning.
24. Thi vi ere frelste i Haabet, men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvad Nogen seer, hvorledes kan han tillige haabe det?
25. Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.
26. Desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke.
27. Men han, som ransager Hjerterne, veed, hvad Aandens Sands er; thi den træder frem for de Hellige efter Guds Villie.