9. Saa meget mere skulle vi derfor nu retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.
10. Thi dersom vi bleve forligte med Gud formedelst hans Søns Død, der vi vare Fjender, da skulle vi meget mere, efter at vi ere forligte, frelses ved hans Liv.
11. Ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesus Christus, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen.
12. Altsaa, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og saaledes Døden trængte igjennem til alle Mennesker, idet de syndede alle.
13. (Thi Synden var i Verden indtil Loven; men hvor der ikke er Lov, tilregnes ikke Synd;
14. dog herskede Døden fra Adam til Moses ogsaa over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, hvilken er et Billede paa ham, som skulde komme.
15. Men det er ikke med Naadegaven som med Faldet; thi døde de Mange ved den Enes Fald, da har meget mere Guds Naade og Gave, ved det ene Menneskes Jesu Christi Naade udbredt sig overflødig over de Mange.
16. Og det er ikke mig gaven, som med den Ene, der syndede; thi Dommen var, efter det ene Fald, til Fordømmelse, men Naaden er, efter mange Fald, til Retfærdiggjørelse.
17. Thi dersom ved Eenes Fald Døden herskede formedelst den Ene, da skulle meget mere de, som annamme den overvættes Naade og Retfærdigheds Gave, herske i Livet ved den Ene, Jesus Christus.)
18. Altsaa, ligesom der ved Eenes Fald kom Fordømmelse over alle Mennesker, saaledes skal og ved Eenes Retfærdighed komme over alle Mennesker Retfærdigjørelse og Liv.
19. Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed Mange ere blevne Syndere, saa skulle og ved den Enes Lydighed Mange vorde retfærdige.
20. Men Loven kom til, at Faldet kunde des fuldere kjendes; men hvor Synden blev fuldere kjendt, der viste naaden sig end overflødigere,