14. Og ere de, som holde sig til Loven, Arvinger, da er Troen Forgjeves, og Forjættelsen gjort til Intet.
15. Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er heller ikke Overtrædelse.
16. Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa den tildeles af Naade, paa det den maatte staae fast for den ganske Sæd, ikke alene for den, som har Loven, men og for den, som har Abrahams Tro, hvilken er alle vores Fader,
17. (som skrevet er: jeg har sat dig til mange Folks Fader), for Gud, hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.
18. Han troede imod Haab mod Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: saaledes skal din Sæd vorde;
19. og uden at vakle i Troen, saae han ikke paa sit eget Legeme, som allerede var kraftesløst, thi han var nær hundrede Aar, eller paa Kraftløsheden i Saras Liv;
20. han tvivlede ikke i Vantro paa Guds Forjættelse, men styrket i Troen, gav han Gud Æren,
21. fuldkommeligen vis paa, at hvad han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre.
22. Derfor blev det og regnet ham til Retfærdighed.
23. Dog er det ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet,
24. men ogsaa for vor Skyld, hvilke det skal tilregnes, naar vi troe paa den, der opriste vor Herre Jesus fra de Døde;
25. hvilken er given hen for vore Overtrædelser og oprist for vor Retfærdiggjørelse.