1. Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldet til Apostel, beskikket til at forkynde Guds Evangelium,
2. hvilket han forud havde lovet ved sine Propheter i de hellige Skrifter,
3. om sin Søn, født af Davids Sæd efter Kjødet,
4. krafteligen beviist at være Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre,
5. ved hvem vi have faaet Naade og Apostelembedet til at oprette Troens Lydighed iblandt alle Hedninger formedelst hans Navn,
6. blandt hvilke ogsaa I ere Jesu Christi Kaldte:
7. Eder alle, som ere i Rom, Guds Elskelige, kaldte Hellige, være Naade og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!
8. Først takker jeg min Gud ved Jesus Christus for Eder alle, at Eders Tro omtales i den ganske Verden.
9. Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangeluim, hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa Eder,
10. altid begjerende i mine Bønner, at jeg dog engang maatte faae Held til efter Guds Villie, at komme til Eder.
11. Thi mig forlænges efter at see Eder, at jeg kunde meddele Eder nogen aandelig Naadegave, saa I maatte styrkes,
12. det er, at vi hos Eder maatte opmuntres tilsammen ved fælles Tro, baade Eders og min.
13. Jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg har ofte sat mig for at komme til Eder, (men jeg har hidindtil været forhindret), paa det jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt Eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger.
14. Baade Græker og Barbarer, baade Vise og Uvise er jeg en Skyldner.
15. Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, redebon at prædike Evangelum ogsaa for Eder, som ere i Rom.
16. Jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøde først og for Græker.
17. Thi derudi aabenbares Guds retfærdighed ved Troen for Troen, som skrevet staaer: den Retfærdige ved Troen skal leve.
18. Men Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed.
19. Thi det, som man kan vide om Gud, er dem aabenbart; thi Gud har aabenbaret dem det.
20. Thi hans usynlige Væsen, hans evige Kraft og Guddommelighed beskues fra Verdens Skabelse af og forstaaes af hans Gjerninger, saa at de have ingen Undskyldning.
21. Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.
22. Der de sagde sig at være vise bleve de Daarer,
23. og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede.
24. Derfor har og Gud givet dem hen i deres Hjertes Begjerninger til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer.
25. De forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed! Amen.
26. Desaarsag har Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige,
27. og desligeste ogsaa Mændene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv.
28. Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige,
29. opfyldte med al Uretfærdighed, Horeri, Skalkhed, Gjerrighed, Ondskab; fulde af Avind, Blodtørst, Trætte, Svig, Vanart;
30. Øretudere, Bagvaskere, Guds-Hadere, Forhaanere, hovmodige, opbløste, Uddøds-Opfindere, Forældreulydige,
31. uforstandige, troløse, ukjærlige, uforligelige, ubarmhjertige;
32. hvilke, enddog de kjende Guds retfærdige Dom, at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene gjøre det, men bifalde ogsaa dem, som det gjøre.