28. Men den samme Tjener gik ud og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Penninge skyldig; og han greb fat paa ham og vilde kvæle ham, og sagde betal mig det, du er skyldig.
29. Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.
30. Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig.
31. Men der hans Medtjenere saae det, som skeet var, bleve de sare bedrøvede og kom og aabenbarede for deres Herre alt det, som skeet var.
32. Da kaldte hans Herre ham for sig og sagde til ham: du onde Tjener! al den Gjæld forlod jeg dig, fordi du bad mig.
33. Burde dig ikke og at forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg og har forbarmet mig over dig?
34. Og hans Herre blev vred, og overantvordede ham til Bødlerne, indtil han betlate det, han var ham skyldig.
35. Saa skal og min himmelske Fader gjøre mod Eder, og I ikke forlade Eders hjerter hver sin Broder hans Brøst.